Leverandører
TVIS har ansvaret for at sikre, at vi har langsigtede varmeaftaler på vegne af vores ejerkommuner, så kommunernes fjernvarmebehov er opfyldt. Alle varmeaftaler i Trekantområdet er TVIS’ ansvar, når mængderne er større end 500 KW, men leverancerne fra vores tre største leverandører er dog væsentligt større. Varme kan udnyttes fra mange forskellige typer industrier, og det er afgørende med et godt og tæt samarbejde om varmeaftaler, hvor nogle er årelange, mens andre er udviklet over årtier.

Skærbækværket
Skærbækværket er et af Danmarks centrale kraftværker og placeret i Skærbæk mellem Fredericia og Kolding. Det har siden midten af 90’erne været den største leverandør til Trekantområdets varme. TVIS har investeret 80 procent af omkostningerne til en ombygning af Skærbækværket til bæredygtigt sourcet biomasse, som sikrer, at vi fortsat har billig, stabil og miljøvenlig fjernvarme.
Skærbækværket har hidtil produceret elektricitet på naturgas, hvor overskudsvarmen blev ledt over i TVIS-systemet som fjernvarme. Det kan det stadig, hvilket er en fordel for forsyningssikkerheden, men formålet med ombygningen har især været at dække varmebehovet i de fire ejerkommuner og udfase fossile brændsler.
Ved Skærbækværket står også en 48 meter høj akkumuleringstank, hvilket grundlæggende er en stor termokande med 25.000 kubikmeter varmt vand. Det svarer til en varmemængde på 5500 GJ, som dækker varmeforbruget i kommunerne i sommermånederne.

Spildevand og arbejdskraft
Fredericia Spildevand og Energi og Vejle Spildevand har arbejdet fokuseret på at forfine flere af deres processer, så de kan levere strøm og varme. I Fredericia renser anlægget årligt mere end 10 millioner m3 spildevand fra de ca. 17.000 kunder, heriblandt nogle af Danmarks største industrivirksomheder, så vandet er i forvejen fordelagtigt varmt. Slammet fra det rensede spildevand føres til en rådnetank, hvor biogassen driver en turbine, der forsyner anlægget med el. Overskudsvarmen fra turbinen leveres ind i TVIS’ net og svarer til varmeforbruget i 2-400 standardhuse om året. Tilsvarende i Vejle, som har to gasmotorer, der producerer mere el, end de selv kan bruge, og overskudsvarmen føres via Vejle Fjernvarmes net til TVIS-systemet.
På Middelfart Rådhus opsamles den overskydende varme, som de ansatte og det elektroniske udstyr producerer, i kølebafler. Gennemstrømmende vand transporterer energien til rådhusets varmepumpe, som sender den overskydende varme ud på fjernvarmenettet. Overskudsvarmen svarer til det årlige forbrug i 17 standardhuse.
